Nedsunken forfod

Fra naturens hånd er vi udstyret med en lille bue på tværs af forfoden. Denne bue medvirker til, at vi kan have et fjedrende afsæt, når vi går og løber. Hvis denne bue ikke er til stede, bliver afsættet mere hårdt og går direkte hen over ledhovederne på mellemfodsknoglerne. Derved øges trykket fra knoglerne mod huden og underlaget.

Hudens naturlige reaktion på en overbelastning er, at den begynder at fortykke sig. Derved opstår der hård hud, som kan sidde som en hård plade under hvert ledhoved og der kan dannes ligtorne. Den hårde hud og ligtornene kan bevirke, at det føles som at gå på en sten eller en nål og kan være yderst smertefuldt.

Der kan være flere årsager til en nedsunken forfod, men øget vægt eller aktivitet, høje eller smalle sko kan udløse gener fra den.

Fodterapeuten kan umiddelbart afhjælpe generne ved en nedsunken forfod ved hjælp af en fodbehandling, hvor den hårde hud og ligtornene fjernes. Men det fortsatte tryk fra de nedsunkne fodrodsknogler vil medføre, at den hårde hud og ligtornene gendannes efter kort tid.

Ønskes der et bedre og længerevarende resultat, skal fodbehandlingen følges op af et aflastende indlæg.